Mangochutney. Den her version er god til spicy mad.
2-3 løg, afhængigt af størrelse
2 fed hvidløg
1 spsk vindruekerneolie
2 mango(i?)
1-2 røde chilier
knapt 1 dl rørsukker
4 kardemommekapsler
4 spsk æbleeddike
1 dl vand
Hak løg, hvidløg og chili fint.
Skær mangoen i tern: Skær først toppen af i et lige snit. Skær nu fra top med bund i en halvmåneformet bue, så du lige præcis skærer forbi den lange, flade sten der er i midten af mangoen. Du kan ikke komme helt tæt på, og skal ikke bruge det “træede” mangokod tæt på stenen. De både du har skåret ud, kan du nu halvere på langs igen, og så bevæge knivbladet fra top til bund tæt på skrællen, så du skærer den fra. Skær herefter bådene i tern.
Giv kardemommekapslerne en tur i morteren (alternativt kan stødt bruges).
Varm olien op og sauter løg og hvidløg her til de bliver klare og møre. Tilsæt resten af ingredienserne og lad det simre til chutneyen er mør. Det tager ca. ½ time.
Smag herefter til. Tilsæt syre, sukker eller styrke efter behag.
Jeg hældte chutneyen i et tætsluttende glas. Den burde kunne klare sig en lille uge på køl. Hvis den ikke ryger til indisk mad, så er den også god på kiks, knækbrød eller franskbrød eller med ost.