Blog Image

Mad

Bloggens formål

At give os selv en allestedsnærværende kogebog, med de opskrifter vi altid står og mangler, eller bare gerne vil have ved hånden i enhver tænkelig situation.
Hold dig opdateret, for vi lægger nye opskrifter ud og fintuner gamle.

Honningkage – grundopskrift

Jul Posted on Tue, January 02, 2018 15:41:02

Det her en en honningkage grundopskrift, og den kan så bruges i uendelige variationer.

Fordej – laves en måned i forvejen
500g honning
250g hvedemel

Ælt honning og hvedemel godt sammen i en skål. Kom det i en tætsluttende bøtte. Gem fordejen et ikke for lunt sted (f.eks. et køkkenskab) i minimum en måned.
Den kan godt blive hård. Det er OK.

Honndingkagedej – en måned senere men 3 dage før indtagning
2 æggeblommer
10g hjortetaksalt
honningkagefordejen
250 hvedemel
10g potaske
5g std kanel
5g std ingefær
5g std nellike

Kom æggeblommerne i en skål og rør hjortetaksalten ud i. Sørg for der ikke er nogen klumper. Rør potasken ud i et par skefulde vand (pas på, det kan godt blive varmt). Bland æggeblommerne og potasken i fordejen, tilsæt krydderier og til sidst hvedemel og ældt dejen godt sammen – f.eks. 6 minutter i røremaskine første halvdel af tiden ved lavhastighed og derefter fuld gas.

Kom dejen på et melet bord og brug den nu som du ønsker.

Du kan f.eks. stikke ud til honninghjerter, som du overtrækker med chokolade.
Lave en lang rektangel, som du efter bagning flækker og smør med flødeskum og kandiserede appelsinskaller.

Bagetiden afhænger af tykkelse og størrelse, men er den et par cm, så bag ved 180 grader i ca. 15 minutter. Bag kun en plade i ovnen af gangen og sørg for at emnet ikke rører ved hinanden; de hæver og breder sig!

Du ved om den er færdigbagt, hvis du forsigtigt kan presse en finger ned på toppen og det ikke efterlader et aftryk. Hvis det gør, så bag et par minutter mere.

Lad de bagte honningkager køle helt af. Pak dem ind i et fugtigt viskestykke og lad dem stå i køleskabet 3 dage, inden du f.eks. overtrækker eller flækker. Så samler de dejlig smag. Honningkagen kan også stå længere. Hvis du kan vente.



Ides havregrynskugler

Jul Posted on Tue, January 02, 2018 15:31:39

Ides havregrynskugler.

Det her bliver en stor portion, men vi ved jo allesammen godt, at de ryger hurtigt.

125g havregryn
75g sukker
50g smør
4 spsk kakao
1/2 dl stærk kaffe

Tag smørren ud af køleskabet, så den bliver stuetempereret. Lav en stærk kop kaffe eller en kop espresso og lad den køle lidt.
Bland alle ingredienserne i en stor skål. Brug grabberne til at ælte godt sammen.
Rul havregrynskuglerne til en størrelse så diameter er ca en 2krone.

Version Nils: Vend kuglerne i chokoladekrymmel.
Version Peter: Vend kuglerne i kokosmel.
Version Pondus: Vend kuglerne i frysetørret hindbærstøv.



Muffins med æble-kanel

Jul Posted on Mon, December 14, 2009 01:04:46

Denne opskrift er bragt andetsteds på siden, men den er så julehyggelig, at den også skal bringes i denne kategori.

10-15 muffins alt efter størrelse
125g smør
1 stort æg
2dl mælk/a38/ymer
240g hvedemel
2dl sukker
2tsk bagepulver

1 æble i tern
2 tsk kanel

Smelt smørret. Pisk ægget og hæld derefter det letafkølede smør og mælkeproduktet i. Bland hvedemel, sukker og bagepulver i en anden skål sammen med æble og kanel.
Fyld dejen i papirs- eller siliconeforme, men fyld ikke helt op til kanten; de skal have mulighed for at hæve lidt. Bag dem i 20min tid ved ca 200grader.



Jødekager traditionnel

Jul Posted on Mon, December 14, 2009 00:45:34

Jødekager på den traditionelle måde; lige som det skal være i juletiden.

Dej:
250g hvedemel
125g sukker
½ tsk. hjortetaksalt
200g koldt smør

Pynt:
1 tsk stødt kanel
1 spsk sukker
1 sammenpisket æg til pensling

Bland mel, sukker og hjortetaksalt i en skål. Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melblandingen (til det ligner revet ost). Ælt dejen let sammen. Del den i 2 portioner og form dem til korte ruller (ca. 6 cm. i diameter). Læg dejen tildækket i køleskabet på en tallerken med bagepapir i mindst 2 timer.

Bland kanel og sukker sammen. Skær rullerne ud i tynde kager – du skal forberede dig på at det kræver en del tålmodighed. Pensl dem med æg og drys en lille smule kanelsukker på midten af hver kage. Flyt dem forsigtig med en paletkniv over på bageplader med bagepapir og bag kagerne øverst i ovnen ved 200 grader i 5-6 minutter. Lad dem derefter køle af på en bagerist.



Finskbrød traditionnel

Jul Posted on Mon, December 14, 2009 00:40:19

Dejligt traditionelle finskbrød, lige som det skal være i juletiden.

375g hvedemel
85g sukker
250g smør
1 sammenpisket æg

50g smuttede mandler
2 spsk perlesukker
1 æg til pensling

Bland mel og sukker i en skål. Skær smørret i mindre stykker og smuldr det i melblandingen. Saml hurtigt dejen med æg til en fadt dej. Rul dejen ud i fingertykke stænger, tryk dem flade og skær dem i stykker a 5-6 cm. Læg dejstykkerne på plader med bagepapir og lad dem hvilke tildækket koldt i mindst 1 time.
Hak mandlerne groft. Pensl kagerne med æg og drys med mandel og sukker. Bag kagerne nederst i ovnen ved 200 grader i 12-15 min. til de er gyldne.



Chai te

Jul Posted on Mon, December 14, 2009 00:36:10

Den her opskrift er allerede bragt under “Drikke”, men den er så juleagtig, at den også lige skal optræde i den her kategori.

Sirup:
10 hele kardemomme
10 hele nelliker
1/4 muskatnød
en håndfuld hel kanelstang

2 spsk sort te (vi bruger en god øko. earl grey)
200g mørk muscavadosukker (<- vigtigt!)
5dl vand

Rist krydderierne på en varm pande i et par minutter. Mort krydderierne. Kog vand, sukker og krydderierne op i en gryde. Lad det nu simre i 15 min. Tilsæt derefter teen, og lad simre i yderligere 5 min.
Si krydderierne og teen fra. Hæld nu resten tilbage i gryden, og lad det koge ind til en sirup. Dette tager ca. 30 min.

Siruppen kan hældes på glas og opbevares på køl et stykke tid.

Til et glas chai te:
Kog ca. 2dl mælk op mens du pisker det. Mælken skal nå op omkring kogepunktet og der skal være godt med skum.
Put 2spsk sirup i en kop og hæld mælken over. Drys eventuelt med stødt kanel.



Dadelkonfekt

Jul Posted on Mon, December 14, 2009 00:31:23

Rigtig dejlig dadelkonfekt. Den her portion er temmelig stor, men prop dem i et patentglas og gem dem så længe du kan… Og glem så ikke, at byde dine gæster på en.. kun én…

500g marcipan
Skal fra to usprøjtede/økologiske lime
2 spsk (flydende) honning
500-700g dadler (afhænger af størrelsen, jo mindre desto færre gram)
Sukker

Riv skallen fra limefrugterne, og undgå at få “det hvide” med. Ælt skallen godt ind i marcipanen, og forbered dig på fedtede fingre. Tilsæt honningen.
Skær dadlerne op på langs og tag stenene ud.
Rul en marcipankugle på ca. dobbeltstørrelse af stenen og læg dem ind i den flækkede dadel, luk så dadlen i enderne. Lav alle dadlerne færdige, og rul dem så i sukker.
Det er så nu du skal væbne dig med tålmodighed, for limesmagen er simpelthen ikke trukket ordentlig ind ellers.

Eventuelt kan du lave marcipanblandingen i forvejen og lægge den i køleskabet, der kan den godt ligge et par uden at den tager skade af det.