Blog Image

Mad

Bloggens formål

At give os selv en allestedsnærværende kogebog, med de opskrifter vi altid står og mangler, eller bare gerne vil have ved hånden i enhver tænkelig situation.
Hold dig opdateret, for vi lægger nye opskrifter ud og fintuner gamle.

Madeleine

Bagværk Posted on Tue, January 02, 2018 16:35:40

Louis og Nina forærede Nils en madeleineform i fødselsdagsgave, og det er vi glade for. De små bløde kager er perfekte som en tegodte – eller som et hyggeligt indslag på nytårsdesserten.

2 æg
korn af 1/2 vaniliestang
68g sukker
skal af 1/2 citron
65g smør
63g hvedemel, sigtet

Smelt smørret. Hold lidt af smørret tilbage, det skal du bruge til at pengsle formen.
Pisk æg, korn af vaniliestang, sukker og citronskal sammen så det bliver meget luftigt. Det tager lang tid så brug elpisker. Når du har fået en luftig og skummende masse, så pisk det smeltede smør i lidt af gangen. Slut af med at vende melet i forsigtet, så du ikke slår luften ud.
Pensl formen med lidt smør og fyld hver form ca 1/2 op. Bag ved 190 grader i ca 8 minutter. De hæver op og bliver buttede på oversiden.
De skal spises med det samme.



Honningkage – grundopskrift

Jul Posted on Tue, January 02, 2018 15:41:02

Det her en en honningkage grundopskrift, og den kan så bruges i uendelige variationer.

Fordej – laves en måned i forvejen
500g honning
250g hvedemel

Ælt honning og hvedemel godt sammen i en skål. Kom det i en tætsluttende bøtte. Gem fordejen et ikke for lunt sted (f.eks. et køkkenskab) i minimum en måned.
Den kan godt blive hård. Det er OK.

Honndingkagedej – en måned senere men 3 dage før indtagning
2 æggeblommer
10g hjortetaksalt
honningkagefordejen
250 hvedemel
10g potaske
5g std kanel
5g std ingefær
5g std nellike

Kom æggeblommerne i en skål og rør hjortetaksalten ud i. Sørg for der ikke er nogen klumper. Rør potasken ud i et par skefulde vand (pas på, det kan godt blive varmt). Bland æggeblommerne og potasken i fordejen, tilsæt krydderier og til sidst hvedemel og ældt dejen godt sammen – f.eks. 6 minutter i røremaskine første halvdel af tiden ved lavhastighed og derefter fuld gas.

Kom dejen på et melet bord og brug den nu som du ønsker.

Du kan f.eks. stikke ud til honninghjerter, som du overtrækker med chokolade.
Lave en lang rektangel, som du efter bagning flækker og smør med flødeskum og kandiserede appelsinskaller.

Bagetiden afhænger af tykkelse og størrelse, men er den et par cm, så bag ved 180 grader i ca. 15 minutter. Bag kun en plade i ovnen af gangen og sørg for at emnet ikke rører ved hinanden; de hæver og breder sig!

Du ved om den er færdigbagt, hvis du forsigtigt kan presse en finger ned på toppen og det ikke efterlader et aftryk. Hvis det gør, så bag et par minutter mere.

Lad de bagte honningkager køle helt af. Pak dem ind i et fugtigt viskestykke og lad dem stå i køleskabet 3 dage, inden du f.eks. overtrækker eller flækker. Så samler de dejlig smag. Honningkagen kan også stå længere. Hvis du kan vente.



Ides havregrynskugler

Jul Posted on Tue, January 02, 2018 15:31:39

Ides havregrynskugler.

Det her bliver en stor portion, men vi ved jo allesammen godt, at de ryger hurtigt.

125g havregryn
75g sukker
50g smør
4 spsk kakao
1/2 dl stærk kaffe

Tag smørren ud af køleskabet, så den bliver stuetempereret. Lav en stærk kop kaffe eller en kop espresso og lad den køle lidt.
Bland alle ingredienserne i en stor skål. Brug grabberne til at ælte godt sammen.
Rul havregrynskuglerne til en størrelse så diameter er ca en 2krone.

Version Nils: Vend kuglerne i chokoladekrymmel.
Version Peter: Vend kuglerne i kokosmel.
Version Pondus: Vend kuglerne i frysetørret hindbærstøv.